Lige så hurtige man hos Socialstyrelsen har været med lønkronerne til Britta Nielsen, lige så lidt har styrelsen lyst til at fortælle om hvorfor.
110 millioner kroner.
Så meget menes det, at Anna Britta Troelsgaard Nielsen, normalt alene omtalt som Britta Nielsen, har begået underslæb for overfor den tidligere arbejdsplads Socialstyrelsen. Det ved at hun over en årrække overførte store beløb fra de såkaldte satspuljemidler til sin egen konto, hvorefter pengene i høj grad skulle være blevet ført ud af landet. En svindel som Britta Nielsen har kunnet udføre, da hun har indtaget det, der er blevet beskrevet som en betroet stilling hos Socialstyrelsen.
Som Journalista.dk tidligere har kunnet afdække, har den position også været én, som hun igennem de seneste år har fået store lønforhøjelser for at besidde. Således viser aktindsigter opnået af Journalista.dk hos Socialstyrelsen, at hun indenfor 5 år er steget lidt over 100.000 kroner i løn.
I 2017 tjente hun inklusiv arbejdsgiverbetalte pensionsindbetalinger 428.277 kroner, hvilket blev udbetalt for en arbejdsuge på 32 timer.
Presseafdeling uden kommentarer til Brittas bonusser
En aflønning der var inklusiv en ekstraudbetaling på 15.000 kroner, hvilket skete i form af et såkaldt engangsvederlag. En bonus der også kendes under betegnelser som fx resultatløn, hvilket var en fast tilbagevendende begivenhed for Britta Nielsen. Således modtog hun ifølge de fremsendte bilag til Journalista.dk ikke kun engangsvederlag i 2017, men også i alle årene 2015 og 2016 gik der ekstra indbetalinger ind på hendes konto.
Engangsvederlag udbetales normalt, når en offentlig arbejdsgiver er særdeles tilfreds med det arbejde, som en embedsmand har udført. Men hvad det præcist er, som Britta Nielsen har gjort for at opnå sine engangsvederlag, er ikke noget Socialstyrelsen ønsker at oplyse om. Således henviser dens presseafdeling til styrelsens juridiske afdeling, som heller ikke har den store lyst til at fortælle, hvorfor den eftersøgte Britta Nielsen har fået udbetalt en række bonusser mens svindelen stod på.
Således skriver styrelsens jurister i en email til Journalista.dk, at man ikke vil udlevere oplysningerne :
– Vi har i den forbindelse foretaget en afvejning af på den ene side de hensyn, der ligger til grund for undtagelsesbestemmelsen, og på den anden side den berettigede interesse du må antages at have i, at anmodningen om aktindsigt imødekommes. Vi har på den baggrund ikke fundet grundlag for at udlevere de pågældende dokumenter.
Vær den første til at kommentere