Ubegrænset flyvning, hotelovernatninger og taxaer : DR-chef pendler for 255.223,44 kroner om året – på din regning

Del artiklen her:

Danmarks absolut bedste pendlerordninger tilhører Ulrik Haagerup. Direktøren for DR Nyheder bruger hver månedligt gennemsnitligt 20.935,29 kroner, når han pendler mellem Ry og København.

– Jeg regner med at flyve, når jeg begynder i DR. Især københavnere synes, at det er et problem at pendle. Men tusinder af jyder gør det hver dag.

Sådan lød det tilbage i 2007 fra Ulrik Haagerup, da han overfor Journalisten fortalte om sit nye job som direktør for DR Nyheder. Pendleriet var dog langt fra nyt for DRs topchef, som indtil da havde kørt frem og tilbage mellem hjemmet i Ry ved Skanderborg og Aalborg, hvor han i en 5 årig periode havde været tilknyttet Nordjyske. Overfor journalisternes fagblad slog Haagerup samtidig fast, at det også af rent faglige årsager var vigtigt at blive boende i Jylland. På den måde var han tættere på historier, som man måske kunne overse fra Danmarks Radios hovedsæde i København.

Hvad den fremtrædende journalist dog ikke kom ind på var, hvad det ville koste licensbetalerne, at han ville flyve frem og tilbage mellem privatadressen og kontoret. Det fremgår i stedet af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos Danmarks Radio i de udgifter, som det statslige mediehus det seneste år har haft til Ulrik Haagerups pendleri.

Herunder i de udgifter, som ikke kun er blevet afholdt til flyvningerne mellem Jylland og København. Men også til taxaer og hotelovernatninger, der indgår som en del af Ulrik Haagerups ansættelsespakke.

 

263 taxature på et år

Ifølge de fremsendte bilag, har Ulrik Haagerup det seneste år været en særdeles dyr oplevelse for licensbetalerne, da regningen er løbet op i 255.223,44 kroner.

Den største udgift stod flyrejserne mellem Aarhus og København måske ikke overraskende for, da Danmarks Radio har investeret i en speciel abonnementsordning for Ulrik Haagerup. Ved inklusiv moms at betale 184.450 kroner, har nyhedsdirektøren mulighed for at flyve ubegrænset mellem lufthavnene i Aarhus og Kastrup. For at at sikre at han ikke skal have pungen op af lommen for at betale for at stille bilen, har Danmarks Radio samtidig betalt Tirstrup Lufthavn 4.000 kroner for ubegrænset parkering.

Vel ankommet til København, har Danmarks Radio også sørget for, at Ulrik Haagerup nemt har kunnet komme til sit kontor på Amager. Det er sket ved indenfor det seneste år at betale 40.279,44 kroner, hvilket dækker over 263 taxature. I gennemsnit betyder det, at DR-direktøren i forbindelse med sit pendleri, således har taget en taxatur hver eneste arbejdsdag.

Har det været nødvendigt for Ulrik Haagerup at overnatte i København, har Danmarks Radios også dækket disse omkostninger. Aktindsigterne fastslår at der det seneste år er brugt 26.494 kroner på denne konto, hvilket dækker over 25 overnatninger. Favoritten har været AC Hotels, der også kendes som Bella Sky – et designhotel placeret tæt på DR Byen på Amager.

Udgifterne svarer det til, at der hver måned blev trukket 20.935,29 kroner af licensmidlerne, for at Ulrik Haagerup kunne møde på arbejde – eller cirka 1.000 kroner per dag.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*