Roger Buch til jobsøger inden ansøgningsfrists udløb: Glem det – chefjobbet er besat

Del artiklen her:

Ansøgerne stod sidste vinter i kø til jobbet som chef for et nyoprettet gravercenter ved Journalisthøjskolen. Men det var skønne spildte kræfter, for stillingen var allerede på forhånd tiltænkt den senere udvalgte – hvilket medieeksperten indenfor åbenhed i den offentlige forvaltning, Roger Buch, fortalte mindst en ansøger, der kontaktede ham før ansøgningsfristen var udløbet.

Den private mediebranche har de seneste år i dén grad været ramt af nedskæringer, hvilket i høj grad har kostet på medarbejdersiden. Det drejer sig eksempelvis om Jysk-Fynske Medier, der alene det seneste år, har været igennem flere afskedigelsesrunder.

Også af dén grund spærrede mange indenfor medieverdenen øjnene op, da Journalisthøjskolen i Aarhus, der typisk omtaltes som DMJX, sidste vinter søgte en graverchef til sit nyoprettede gravercenter.

Et center muliggjort af, at DMJX havde fået en særbevilling på omkring 22 millioner kroner. Dermed kunne det over en flerårig periode drive centret, hvis udtalte formål var at hjælpe landets medier med at grave i væsentlige historier – ligesom tanken også var, at det løbende skulle offentliggøre sine egne.

Ud ad til blev centret i forbindelse med sin opstart tegnet af Roger Buch, der til daglig er ansat som forsker, underviser og såkaldt kommunalekspert ved DMJX.

Ifølge chefstillingens jobopslag søgte DMJX en erfaren journalist, som havde den nødvendige faglige og personlige vægt, til at stå i spidsen for gravercentret – som Journalisthøjskolen samtidig i al ubeskedenhed mente var sat i verden for, at den undersøgende journalistik skulle styrkes i hele Danmark.

Afmatningen på jobmarkedet kombineret med positionen som chef for et nyt højt profileret gravercenter ved DMJX må anses for at have været væsentlige årsager til, hvorfor mange søgte den i forvejen attraktive stilling.

Den blev besat af Bruno Ingemann, hvilket kom som en overraskelse for mange i det journalistiske miljø, som Journalista.dk har talt med de seneste måneder. Først og fremmest fordi Bruno Ingemanns erfaring med tunge journalistiske historier i forhold til egentlige afsløringer, synes til at overskue.

Hos Journalista.dk har vi talt med flere af dem, der søgte stillingen som graverchef på DMJX. Én af dem, som af hensyn til sin fremtid indenfor journalistverdenen ønsker at være anonym men hvis fulde navn og nuværende stilling er os bekendt, fortæller om en særpræget telefonsamtale med Roger Buch før ansøgningsfristen til jobbet som graverchef på DMJX udløb.

Det i forbindelse med, at Roger Buch var personen, som potentielle ansøgere kunne kontakte.

Ifølge ansøgeren gjorde Roger Buch, der de seneste årtier har været brugt som medieekspert blandt andet i forhold til åbenhed indenfor den offentlige sektoren, det klart, at stillingen reelt allerede var givet til Bruno Ingemann :

– Roger Buch meddelte mig i telefonen, at det kunne jeg lige så godt lade være med, da stillingen var tiltænkt Bruno Ingemann under alle omstændigheder. Der forelå altså en form for aftale omkring dette. Den samme besked gav han til andre potentielle ansøgere.

Ifølge ansøgeren var der således tale om, at stillingen reelt aldrig var ledig :

– Stillingen var formelt slået op, men var reelt besat af Bruno Ingemann.

Et forhold som Roger Buch dog i en email overfor Journalista.dk benægter :

– Stillingen var ikke reelt besat på forhånd og derfor selvfølgelig heller ikke tiltænkt nogen. Nogle forespurgte om Bruno Ingemann ville søge, og mit svar var, at det vidste jeg ikke med sikkerhed, men at det jo nok var sandsynligt. Og samtidig opfordrede jeg alle som henvendte sig til at ansøge. Netop fordi stilling var slået helt åbent op og at målet var den bedst mulige graverchef.

Roger Buch var en del af ansættelsesudvalget, der ansatte Bruno Ingemann i stillingen som chef for gravercentret.

Men ifølge ansøgeren var der ingen tvivl om, hvem stillingen som graverchef var tiltænkt :

– Roger gjorde det klart, at stillingen var tiltænkt Bruno. Det blev sagt direkte

Ifølge Journalista.dks oplysninger skal det markante ansættelsesforløb ses i forhold til, at Bruno Ingemann var blandt initiativtagerne til gravercentret. Eksempelvis deltog han i møder sammen med Roger Buch hos Undervisningsministeriet forud for, at gravercentrets bevilling på omkring 22 millioner skattekroner kom i hus.

Et møde som DMJX forsøgte at skjule overfor Journalista.dk.

Samtidig må det også anses for særdeles markant, at DMJX tillod at en afgørende del af emailkorrespondancen Bruno Ingemann har haft efter sin ansættelse som graverchef, er sket via et domæne, som han selv ejer – hvorefter DMJX nægtede at give aktindsigt i en række væsentlige dokumenter omkring gravercentrets daglige drift. Det endda på trods af, at Bruno Ingemann på vegne af gravercentret i slutningen af maj i år har gjort sig til talsmand for, at der skal være noget nær fuld åbenhed indenfor det offentlige, når det handler om udlevering af aktindsigter.

Aktuelt er gravercentret organiseret som en privat forening, efter Undervisningsministeriet i efteråret fastslog, at konstuktionen som en del af DMJX var i strid med reglerne, uddannelsesinstitutionerne skal overholde. Forhold der tilsyneladende åbenlyst kom bag på Bruno Ingemann, uanset at Journalista.dk allerede sidste vinter gjorde Roger Buch opmærksom på åbelyse juridiske problemer i forhold til organiseringen under DMJX.

Derfor er det den private forening, som årligt modtager millionudbetalingerne fra skatteyderne.

Der er dog tale om en lukket forening, hvor det kun er specielt indbudte som kan blive optaget og dermed få adgang til oplysninger om forbruget – og hvor dens medlemmer anført af Roger Buch og DMJX-rektoren Julie Sommerlund, har mulighed for at lønne og udbetale overskud til sig selv.

Fysisk er gravercentret stadig placeret hos DMJX i Aarhus, som blandt andet yder praktisk hjælp i dagligdagen. En aftale der er kommet i stand, efter at Julie Sommerlund forhandlede den på plads med foreningen, som hun selv er bestyrelsesmedlem i.

I forhold til denne noget særprægede forhandling, har DMJX overfor Journalista.dk i en email oplyst, at man ikke har nogen dokumentation liggende i forhold til, hvordan den præcis foregik.

 

Andre artikler om Roger Buch og Gravercentret

Roger Buchs statsfinansierede gravercenter kræver mere åbenhed: Skjulte mails og møder

Pris for én artikel fra Roger Buchs skatteyderfinansierede gravercenter : 4.675.000 kroner

Endnu en medarbejder ansat i topjob på Journalisthøjskolen – med direkte forudgående forbindelse til skolen

Ingen referater og aktindsigter ikke udleveret : Danmarks førende kommunale ekspert mørklagde forløb omkring nyansat graverchef

Kørte langvarigt parløb med ansøger om oprettelse af center : Roger Buch ansatte ham bagefter som dets chef

Roger Buchs gravercenter brugte privat domæne til emails – bagefter blev aktindsigt nægtet i møgsag

Roger Buch lovede gratis hjælp til graverprojekter – i strid med millionbevilling

Journalisthøjskolens top bag lukket forening – hvor de kan forgylde hinanden på skatteydernes regning

Rektor forhandlede med sig selv: Indgik lukrativ aftale med sin egen forening – på skatteydernes regning

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*