Når den kvindelige topbokser Dina Thorslund går i ringen, er det en bekostelig affærer for skatteyderne i Struer Kommune.
55.000 kroner.
Så meget betaler Struer Kommune årligt til den kvindelige bokser Dina Thorslund i form af et sponsorat, som skal være med til at støtte hende i kampen for fortsat at være en markant kvindelig bokseprofil. En oplysning der blev givet under et byrådsmøde i den nordvestjyske by kort før jul 2018, hvor man fra borgmester Niels Viggo Lynghøjs side lagde vægt på, at Thorslund var god branding for kommunen.
Men hvad Niels Viggo Lynghøj dog ikke kom ind på under byrådsmødet var, hvad de reelle omkostninger for kommunens indbyggere er til den kvindelige bokser. Forhold der i stedet fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har fået udleveret fra Struer Kommune. Oplysninger som man fra kommunens side dog ikke frivilligt har givet fra sig, da man påberåbte sig en klausul i en aftale indgået med Dina Thorslunds management der fastslog, at kommunen ikke måtte udlevere oplysninger om betalingen efter reglerne om aktindsigt.
Hvilket skulle have undgået offentliggørelsen af, at man fra kommunens side støttede et stævne i Struer Energi Park den 19. januar, hvor den absolutte hovedkamp var opgøret mellem Dina Thorslund og tyske Alesia Graf – og ligesom for andre støttede stævner den åbenlyse årsag til, at man fra Struer Kommunes side støtter stævner med deltagelse af den lokale bokser.
Embedsmænd til boksning på skatteydernes regning
Fra kommunens side valgte man dog efterfølgende alligevel at udlevere oplysningerne, hvilket gav indblik i en særdeles givtig aftale for Dina Thorslund og hendes promotorer. Således sikrede de sig inklusiv moms 280.000 kroner, for at kampen blev bokset i Struer med kommunen som den helt store sponsor. For det beløb Struer Kommune placeret sit logo i bokseringen, hvilket man dog betalte yderligere for, da udgifterne til produktionen af logoet og dets efterfølgende placering i ringen, stod skatteyderne i yderligere 12.500 kroner.
Læs også : Kommunale boksefans på skatteydernes regning : 50 embedsmænd til VM-kamp
Prisen for januar-stævnet var på mange måder lig den, som man fra kommunens side betalte, da Dina Thorslund i august 2018 mødte mexikanske Yessica Arreguin Munoz. Her endte regningen også inklusiv moms på lige omkring de 280.000 kroner, hvilket inkluderede et stort antal billetter til stævnet.
Således kunne 50 kommunale embedsmænd sætte sig til rette i hallen på skatteydernes regning, da Dina Thorslund slog Yessica Arreguin Munoz.
Stor stigning i udgifterne til boksestævne
Omvendt var der noget mindre udgifter forbundet med et ellers på mange måder identisk sponsorat, da Dina Thorslund i marts 2018 mødte den på daværende tidspunkt 50 årige bokser fra Jamaica, Alicia Ashley. Her betalte man fra kommunens side 90.000 kroner eksklusiv moms, eller hvad der svarer til 112.500 kroner.
Sammenholdes udgifterne til Dina Thorslunds tre stævner der er blevet afholdt indenfor de 12 seneste måneder med det kontante sponsorat, betyder det at skatteyderne i Struer Kommune i alt har brugt 730.000 kroner på den professionelle bokser. Her til kommer så udgifterne til produktion og placering af kommunens logo, ligesom man fra kommunens side også har brugt medarbejdertimer på hendes kampe.
Eksempelvis har man i forbindelse med stævnerne været kontraktsligt forpligtet til at hjælpe med pressearbejdet, på samme måde som kommunen tidligere har forpligtet sig til at markedsføre bokserens kampe afviklet på hjemmebane i Struer.
Vær den første til at kommentere