Iver Enevoldsen er stadig aktiv i lokalpolitik i Ringkøbing-Skjern Kommune. Alligevel var det nødvendigt for de vestjyske skatteydere at betale for en både stor og dyr reception, som blev afholdt i forbindelse med kommunalvalget i november.
– Jeg har været glad for de 2 perioder som borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune. Jeg kan samtidig oplyse, at jeg fortsat er interesseret i at stille op som menig byrådsmedlem til kommunalvalget 2017.
Sådan lød det i en pressemeddelelse tilbage i 2015 fra Iver Enevoldsen, da Venstremanden offentliggjorde, at han ikke ville stå i spidsen for sit parti i forbindelse med kommunalvalget i november. I stedet overlod han posten som borgmesterkandidat til Hans Østergaard, der efter et dramatisk forløb sikrede sig borgmesterkæden i Ringkøbing-Skjern Kommune ved efterårets valg.
Iver Enevoldsen fik sit ønske om at fortsætte i byrådet opfyldt efter novembervalget, da han sikrede sig en plads i kommunalbestyrelsen. Men som det fremgår af aktindsigter opnået af Journalista.dk hos Ringkøbing-Skjern Kommune, blev der alligevel afholdt en stor reception i forbindelse med nytåret, hvor borgmesterkæden blev overladt til Hans Østergaard.
Stort forbrug på lokal hotel
Ifølge de fremsendte bilag til Journalista.dk, blev det en bekostelig affærer for skatteyderne, da Iver Enevoldsen delvist sagde farvel til sin politiske karriere. Således løb udgifterne op i 116.609 kroner.
Læs også : Licensmilliarder ikke nok : DR krævede – og scorede – gratis overnatninger til reality-show
Størstedelen gik til det hotel, som lagde lokaler til Iver Enevoldsens afskedsreception. Således modtog den 88.500 kroner, for at stille mad og drikke frem til de i alt 300 indbudte gæster. Hertil kom så yderligere udgifter til hotellet på 18.787 kroner i forbindelse med, at der blev indkøbt en række ekstra ydelser som eksempelvis øl, vand og kaffe.
Læs også : I kø til eftervederlag : Selv genvalgte byrådsmedlemmer scorer mange hundrede tusinde kroner
Samtidig spillede det også ind på receptionens regning, at det var nødvendigt at indrykke annoncer. Det skete i Magasinet Danske Kommuner, som fik 8.485 kroner for at fortælle om receptionen, der fandt sted den 21. december 2017.
Vær den første til at kommentere