![Lolland Kommune](https://usercontent.one/wp/journalista.dk/wp-content/uploads/Lolland-Kommune-1-678x381.jpg?media=1699984444)
Efter at have brugt over 2.5 år på sagen har Ankestyrelsen nu slået fast, at Lolland Kommunes socialdemokratiske borgmester Holger Schou Rasmussen handlede i strid med lovgivningen, da han nægtede byrådsmedlemmer at komme til orde. Ankestyrelsen slog samtidig fast, at borgmesterens manglende kendskab til reglerne, ikke kan bruges som undskyldning.
– Vi nægtes at få sat et punkt på byrådsdagsordenen – og vi må heller ikke komme med en motivering af, hvorfor vi ønsker punktet behandlet.
Sådan kunne den korte udgave lyde af en klagesag, der netop er blevet afgjort af Ankestyrelsen – og som Journalista.dk har fået adgang til via Jørgen A. Andersen og Leo Christensen. Leo Christensen er byrådsmedlem i Lolland Kommune for Lokallisten Lolland og indgav sammen med det daværende byrådsmedlem for Enhedslisten, Bente Borreskov, klagen over Holger Schou Rasmussens ledelse.
Den blev indsendt i forlængelse af et byrådsmøde, der blev afholdt den 28. april 2022. Under mødet ønskede Jørgen A. Andersen og Leo Christensen at gøre brug af deres såkaldte initiativret, som sikrer at de under visse omstændigheder, kan kræve at få tilføjet et eller flere punkter på en byrådsdagsorden.
Ønsket var at Lollands Kommunes byråd skulle tage stilling til forhold omkring en lokal specialskole, hvilket blev afvist af borgmesteren. Samtidig afviste han en anmodning fra Bente Borreskov og Leo Christensen om, at de to kunne tage ordet i forbindelse med sagens behandling.
Afvisningen fra Holger Schou Rasmussen skete, fordi han var af den opfattelse, at byrådet tidligere havde behandlet en på mange måder identisk sag.
Men ifølge Ankestyrelsen er dette dog langt fra i sig selv tilstrækkeligt, til at nægte Leo Christiensen og Bente Borreskov at komme til orde :
– Lolland Kommunes borgmester har ikke sørget for, at sagen efter initiativretten blev udsendt senest 4 hverdage før mødet. Dette er i strid med kommunestyrelseslovens § 8, stk. 4. Ankestyrelsen vurderer, at et flertal i Lolland Kommunes byråd handlede i strid med kommunestyrelseslovens § 11, stk. 1, ved at afvise at behandle sagen efter initiativretten med den begrundelse, at sagen var identisk med en sag, der tidligere havde været behandlet i byrådet. Ankestyrelsen vurderer ligeledes, at Lolland Kommunes borgmester handlede i strid med forretningsordenens § 4, stk. 3, ved at afvise, at Bente Borreskov fik ordet forud for byrådets beslutning om at afvise at behandle sagen.
Samtidig slår Ankestyrelsen fast, at borgmesterens påberåbelse af manglende kendskab til reglerne er en relevant undskyldning :
– Da borgmesteren nu er vidende om, at et byrådsmedlem kan kræve at få ordet for at udtale sig om sagers afvisning fra dagsordenen uden adgang til at udtale sig om sagernes indhold, gør vi ikke mere i forhold til dette.
Andre artikler om Lolland Kommune
Skærer konstant ned på de syge og gamle – og bruger millioner på Lalandia-besøg
Skal spare tresifret millionbeløb – fattig kommune inviterede alligevel 150 til kæmpe reception
Ikke helt på røven alligevel : Lolland Kommune brænder 120.000 kroner af på Hollands-rejse
Vær den første til at kommentere