Opdigtede og døde personer tildelt sendetilladelser og millioner i statstilskud : Radiostationer slap alligevel med advarsel

Del artiklen her:

Når man ansøger offentlige myndigheder om eksempelvis tilskud, er det et logisk krav, at man opgiver sit rigtige navn. Men det har langt fra været tilfældet for folkene omkring Indvandrerradioen i Aarhus, hvilket dog har været uden reelle konsekvenser.

juristkontoret

Næste gang du kommer til Aarhus-forstaden Aabyhøj, var det måske værd at lægge vejen forbi adressen Ved Lunden 9. For i stueetagen ligger nemlig det, der må anses for at være et af Danmarks mest overbefolkede mediehuse.

Det skyldes at stueetagen ikke kun rummer firmaet Aarhus Global Medie og Det Interkulturelle Mediehus, men også en lang række såkaldte ikke-kommercielle radio- og tv-stationer. Den måske mest kendte er Indvandrerradioen, som bakkes op af Radio Bazar, Gellerup Radio, Aarhus Lokalradio og Ungdomsradioen. Ligesom adressen også rummer tv-stationerne ITV OJ, LTVOJ og BURT, der alle har det til fælles, at de udspringer af personkredsen i og omkring Aarhus Global Media.

Læs også : Indvandrerradioens tilskudscirkus : Scorer millioner på byge af foreninger – anført af far, datter og hans medarbejdere

Som Journalista.dk i samarbejde med Indblik.net tidligere har afdækket, drejer det sig først og fremmest om Rui Monteiro og hans datter Franciska Monteiro, der ifølge opslag på sociale medier er blevet student denne sommer.

Det er dog langt fra småbeløb, som Aarhus Global Medias frontperson og hans datter modtager i støtte. Hver ikke-kommerciel tv-station modtager i runde tal 730.000 kroner i årligt offentligt tilskud, mens hver af radiostationerne hvert år kan se 130.000 kroner gå ind på kontoen. Eller hvad der svarer til at skatteyderne hvert år betaler i størrelsesordenen 2.7 millioner kroner, for at de mange Aabyhøj-baserede stationer kan gå i luften.

Læs også : Loud er nu en officiel fætter-kusine-fest : Bestyrelsesformandens fætter ansat i chefstilling – på skatteydernes regning

Tilskud der som udgangspunkt løber i en 5 årig periode, hvilket betyder at den nybagte student og hendes far sammen med i høj grad dennes medarbejdere, har sikret sig adgang til et offentligt tilskud på omkring 14 millioner kroner.

Det for at drive radio- og tv-stationer, hvis lytter- og seertal fremstår ualmindeligt begrænsede.

Oversigt over ledelse af ikke-kommercielle radio- og tv-stationer forbundet til Aarhus Global Media

 

Brugte sangtitel som navn på ansøgning til tilskud

For at opnå sendetilladelserne og de medfølgende store offentlige tilskud, har personkredsen omkring Aarhus Global Media taget midler i brug, som må anses for iøjnefaldende. Det i forhold til ansøgninger, som Rui Monteiro sammen med andre fremtrædende personer i og omkring selskabet har indsendt til Radio- og TV-Nævnet.

Læs også : Loud-direktør med pumpet CV : Påstod at have arbejdet for nedlagt universitet

Således har personkredsen opnået en sendetilladelse til Gellerup Radio og TV via personen Guy de Sct. Claire, som dog ikke kan findes i CPR-registret. I stedet er der tale om navnet på en kendt fransk sang, som Rui Monteiro gjorde brug af, da han på vegne af stationen indsendte sin ansøgning i forbindelse med seneste udbudsrunde i 2017.

Læs også : Loud-bagmænd handler med sig selv for millioner af skattekroner – så tæt forbundne er de

Et forhold der blev behandlet i en efterfølgende klagesag ved Radio- og TV-Nævnet, hvorfra Journalista.dk har opnået aktindsigt. I sit svar til nævnet den 23. november 2019 skriver Rui Monteiro, at Guy de Sct. Claire er et opdigtet navn, men at det alligevel var naturligt for ham at bruge det :

– Guy de Sct. Claire er tilnavn til Rui Monteiro i hans rolle som radio journalist og vært. Det kræver en anden mindset at lave radio end TV og Rui (mange års erfaring som teaterinstruktør) har det bedst hvis det er en bestemt rolle udføres. Rui har igennem mange år kun blev set som TV man. Så Guy de Sct. Claire er ikke en fiktiv person, det er Ruis frivillig arbejde og samtidig hans kunstnernavn på radio akiviteter, hvor Rui forsøger at skabe sig en identitet som radio udøver. Rui Monteiro a.k.a. Guy de Sct. Claire.

Udtalelse fra Rui Monteiro omkring brugen af såkaldte kaldenavne ved opnåelse af sendetilladelser og offentlige tilskud

 

Afdød var formand frem til klage blev indsedt

Guy de Sct. Claire var dog ikke den eneste ikke-eksisterende person, som kredsen i og omkring Aarhus Global Media gjorde brug af i 2017. Det drejede sig også om navnet Jouko Kukkamäki, der i ansøgninger stod opført som ansvarlig/stationsleder for Aarhus Lokalradio.

Læs også : Radio Louds bagmænd scorer millioner i statsstøtte på radioer uden studier, samsendinger og tv-forening med base på deres kommercielle radiostation

I sin skrivelse til Radio- og TV-Nævnet den 23. november 2019 erkendte Rui Monteiro, at Jouko Kukkamäki var et dæknavn :

– Jouko Kukkamäki er Svend- Åge Ekberg tilnavn/kunstnernavn eller medienavn som han kaldte det. SvendÅge (Swåge) var i de senest år frivillig på Aarhus Lokalradio. Svend- Åge Ekberg var formand for Aarhus Lokal Radio.

Samtidig oplyste Rui Monteiro overfor Radio- og TV-Nævnet, at Svend-Åge Ekberg var blevet udskiftet som ansvarlig for Aarhus Lokalradio, fordi han var afgået ved døden :

– Desværre fik vi en chok i sommer, fordi Swaage døde pludselig ( Vi var alle klar over at der skulle skiftes, men besluttede at vente med afgørelsen fra Radio- og TV Nævn om TV – sendetilladelsen. De 2 andre medlemmer af Aarhus LokalRadio og TV bad Rui Monteiro at træder ind i bestyrelsen (på grund af hans større erfaring) som kasserer og samtidig hjælpe med koordinering af LTVOJ 3 programaktiviteter. Rui Monteiro skulle først melde sig ud af Gellerup Radio og TV bestyrelsen (22/10/2019) for at kunne være medlem af Aarhus Lokal Radio og TV bestyrelsen (10/11/2019)

Udskiftningen af Svend-Åge Ekberg med Rui Monteiro kom i forlængelse af, at der var blevet indgivet en klage til Radio- og TV-Nævnet omkring de mange foreninger, der drives på skatteydernes regning af personer i og omkring Aarhus Global Media.

Læs også : Loud-direktør gik konkurs : Sendte blot regningen videre til skatteyderne – på trods af millionløn

Tilsyneladende var Svend-Åge Ekberg langt fra en person, som Rui Monteiro og andre hos Aarhus Global Media løbende havde kontakt med. For da han ifølge TV2 Østjylland blev bisat i midten af juli 2019, efter at være død godt en måned forinden, mødte ingen op til bisættelsen.

Det på trods af at Svend-Åge Ekberg som stationsleder, ellers var ansvarlig for afviklingen af programmerne på stationen, hvis bagvedliggende forening han var formand for. En station som holder til på samme adresse som Aarhus Global Media, hvor Rui Monteiro er daglig leder.

 

Indvandrerradio : Vi ønsker lovlighed og synlighed – for man skal kunne stole på os

Brugen af franske sangtitler som navne og afdøde Svend-Åge Ekberg under et dæknavn som formand, ændrer dog ifølge Rui Monteiro ikke på, at man hos Aarhus Global Media, hvis personkreds også er aktive i det såkaldte Interkulturelle Mediehus, sætter en ære i at overholde reglerne og i det hele taget fremstå seriøse.

Læs også : Driver radio fra jordbærplantage og har studie i mobilmast : Loud-brødre scorer 500.000 kroner om året i tilskud til natradioer uden programplaner

Således anførte Monteiro blandt andet i sin skrivelse til Radio- og TV-Nævnet i november 2019 :

– Stationer i Interkulturel Mediehus er ikke de eneste som organisere r sig anderledes end de fleste, men vi ønsker lovlighed og synlighed for vores arbejdet. Det er det som får borgerne til at have tillid til os.

Læs også : Loud-direktør med pumpet CV : Påstod at have arbejdet for nedlagt universitet

Samtidig oplyste Rui Monteiro, at de mange foreninger og stationers struktur havde taget udgangspunkt i både DR og TV Glad, der er en tv-station drevet af og for udviklingshæmmede :

– I forholdt til organisering har vi haft inspiration hos DR, som fungerer med forskellige uafhængige enheder. Men faktisk også hos TV Glad. TV-Glad består af fire afdelinger: København, Aabenraa, Esbjerg og Ringsted. De arbejder med TV, radio, animation og andre medier, hvor de inkluderer forskellige handicappede i daglig arbejdet. Det synes vi er meget positiv og en god måde at udføre ikke kommercielle medier for de handicapområde, så de får selv en stemme i medie landskab.

 

Slap med advarsel – og kan fortsætte uden videre tiltale

Uanset de åbenlyse problemer i at have opgivet såkaldte kalde- og medienavne for ansvarlige for sendetilladelser samt medfølgende offentlige tilskud, var det alligevel ikke noget, der fik betydning for udbetalingerne for Rui Monteiros organisation. Således traf Radio- og TV-Nævnet tidligere på året den afgørelse, at man alene ville tildele de ikke-kommercielle radio- og tv-stationer en advarsel.

Læs også : Ægtepar driver 9 lokalradioer fra deres parcelhus – og scorer 1.2 millioner kroner om året i statsstøtte

Det skete med ordlyden :

– Nævnet gør opmærksom på, at ansøger i forbindelse med indsendelse af ansøgning om programtilladelse og driftstilskud erklærer rigtigheden af oplysninger angivet deri. Det indskærpes således, at der ikke må angives urigtige oplysninger, herunder kaldenavne, i ansøgninger om programtilladelser og driftstilskud samt øvrige korrespondance med Radio- og tv-nævnet.

 

Del artiklen her:




1 Comment

  1. Tilskud og fradrags-Danmark. Hvem er ansvarlig for at pengene bruges fornuftigt? Et det personen, der søger om pengene? Er det den bevilgende myndighed? Eller er det de politikere, som lavede loven?
    De vil nok alle granske sig selv og finde at de ikke gjorde noget galt.
    Og Herre Gud, det var jo ikke 11 Mia denne gang!

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*