Ifølge eget udsagn gør en række sydfynske radio- og tv-stationer brug af en lang række iøjnefaldende samsendinger, med det formål at sikre bagmændene det størst mulige overskud.
Før sidste efterår var det formentligt de færreste udenfor Sydfyn, der havde stiftet bekendtskab med Radio Diablo. Men det blev med ét tilfældet, da den blev kendt som stationen med hovedparterne af aktierne i Kulturradio Danmark A/S, der er moderselskabet for Radio Loud. Den skandaleramte ungdomsradio, der efter den gik i luften for første gang den 1. april i år, løbende har haft så få lyttere, at antallet slet ikke har kunnet måles.
Læs også : Loud-bagmænd handler med sig selv for millioner af skattekroner – så tæt forbundne er de
Men Radio Loud er langt fra den eneste statsfinansierede radio- og tv-station, som personkredsen i og omkring den Svendborg-baserede Radio Diablo er involveret i. Det drejer sig nemlig også om de såkaldte ikke-kommercielle stationer Faaborg-Midtfyn Lokalradio, Svendborg Lokalradio, Ærø Lokalradio og Sydfyn TV. Stationer der sikrer bagmændene på den gode side af en million skattekroner om året, hvilket sker gennem et sindrigt netværk af foreninger, hvor det i meget høj grad er de samme personer, der går igen. Først og fremmest Martin Brandt Larsen, der ud over at være bestyrelsesformand for Radio Loud også er medejer i og direktør for Radio Diablo. Lige som der er også markant tilstedeværelse af Hans Henrik Andersen, der har rang af økonomichef for og medejer af Radio Diablo.
Genbruger lydspor fra tv-udsendelse til radiobrug
I samarbejde med Indblik.net har Journalista.dks afsløringer om det påfaldende personsammenfald været afgørende for et skærpet tilsyn, som ikke kun Faaborg-Midtfyn Lokalradio, Svendborg Lokalradio, Ærø Lokalradio og Sydfyn TV er kommet under. Samme type overvågning fra Radio- og TV-Nævnet gælder også lignende ikke-kommercielle statsfinansierede stationer, som indehaves af de andre Radio Loud-aktionærer Morten Krarup Nielsen og Klinkby Hansen-brødrene.
Et af de områder hvor Radio Diablo-folkene er kommet under skærpet tilsyn er i forhold til samsendingerne, der foregår mellem deres tv- og radiostationer. Selv om der officielt er tale om selvstændige enheder, har stationerne i meget høj grad gjort brug af de samme programmer. Først og fremmest udsendelser, der tidligere er produceret til Sydfyn TV, hvor fra lydsporet i fuld længde efterfølgende er blevet bragt på Faaborg-Midtfyn Lokalradio og Svendborg Lokalradio.
I forbindelse med den igangværende tilsynssag, har Martin Brandt Larsen afgivet et svar på vegne af Svendborg Lokalradio, hvor han er formand. Et svar der blandt andet omhandler brugen af lydsporet fra udsendelserne på Sydfyn TV, hvor han ligeledes er formand, mens Hans Henrik Andersen er tv-stationens næstformand. I svaret, som Journalista.dk har fået aktindsigt i, oplyser Martin Brandt Larsen blandt andet, at det er helt naturligt at sende de samme udsendelser både på radio og tv :
– Det er simpelthen nemmere at få gode udsendelser til radioen, hvis den medvirkende – der i disse programtyper ofte er travle sports- og kulturpersoner – får mulighed for alene at stille op til et interview, der således optages og produceres lineært til begge platforme, TV og radio.
Samme medarbejder ansat på alle stationer
Overfor Radio- og TV-Nævnet oplyser Martin Brandt Larsen samtidig, at de mange samsendinger mellem stationerne gør det langt nemmere at producere for medarbejderen, som både er ansat på Faaborg-Midtfyn Lokalradio, Sydfyn TV, Svendborg Lokalradio og den reklamefinansierede Radio Diablo :
– Denne praksis er gavnlig og omkostningsbesparende til gavn for begge medier, og vedrørende cirka 50 procent af de udsendelser, Erik (Kirk, red.) producerer til radio.
Desuden giver fremgangsmåden ifølge Martin Brandt Larsen en klar økonomisk gevinst for bagmændene :
– Vi ønsker at gøre Nævnet opmærksom på, at der ved denne produktionsform opstår en god besparelse, som tilfalder både radio- som tv-station, ligesom der sikres det bedst mulige opnåelige produkt til mediernes brugere/seere/lyttere.
I sit brev til Radio- og TV-Nævnet slår Martin Brandt Larsen endvidere fast, at man mener at fremgangsmåden er lovlig. Det skyldes blandt andet, at man påstår at have fået udarbejdet et juridisk notat af en ikke navngiven advokat :
– Arbejdsmetoden har været anvendt siden årsskiftet 2020, og forinden har advokat lavet en juridisk vurdering, hvor advokaten kom frem til, at der ikke var noget problem i denne arbejdsform, herunder gjort opmærksom på hvordan aflønning bør ske, hvis arbejde udføres for flere juridiske enheder.
På Journalista.dk har vi spurgt Martin Brandt Larsen om det at skabe et større overskud til foreningerne bag radio- og tv-stationerne, hvor han selv er aflønnet, er en tilstrækkelig årsag til at genudsende de samme programmer på forskellige stationer. Udsendelser der på den måde genbruges også i forhold til at opnå det statstilskud, som finansierer dem. Ligesom vi også har spurgt Martin Brandt Larsen om navnet på den advokat, som skulle have sagt god for fremgangsmåden.
Men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Læs også : Økonomiske udfordringer på Loud : Har pantsat hele sit statstilskud på 60 millioner kroner om året
Læs også : Loud-direktør gik konkurs : Sendte blot regningen videre til skatteyderne – på trods af millionløn
Læs også : Loud-direktør med pumpet CV : Påstod at have arbejdet for nedlagt universitet
Læs også : Loud-direktør lukker ned : Nægter at tale om sit pumpede cv
Læs også : Lokal ildsjæl : Loud-bagmænd holdt ikke hvad de lovede – alligevel fik de os lukket
Læs også : Fiaskoen er total : Radio Louds lyttertal nu så lavt det ikke kan måles
Læs også : Loud lovede lytterne Sebastian Dorset – ansatte i stedet klejnsmed med minimal stand-up-erfaring
Læs også : Loud-medejer leverer ikke lovede udsendelser på sin statsfinansierede tv-station – og offentliggør ikke lovpligtige oplysninger
Læs også : Loud-bagmænds definition af egenproduktion : Klassisk musik der gentages igen og igen
Læs også : Overholdt ikke sin sendetilladelse : Radio Loud-bagmand sendte ikke lovet taleradio
Vær den første til at kommentere