I økonomisk forstand var et besøg fra Barack Obama i marts i år i Næstved, besøget der i økonomisk forstand ikke kunne gå galt. Det er det i dén grad alligevel gået, hvilket blandt andet skyldes indkøbet af et markant bagtæppe, som hyldede ekspræsidenten og hans citater.
– 3.500 betalende tilskuere ventes at overvære showet i Næstved.
Sådan lød det fra Næstved Kommune, da den i vinters kunne offentliggøre, at Barack Obama endnu engang ville besøge Danmark. Et besøgstal der ville garantere et overskud, uanset at Barack Obama ved sine forudgående optrædender i Kolding og Aalborg, hver gang har været en udgift i millionklassen for skatteyderne.
Heller ikke i Næstved var den tidligere amerikanske præsident en økonomisk gevinst for arrangørerne. Som Journalista.dk kunne afsløre tidligere på dagen venter der en gigantisk regning til skatteyderne i Næstved Kommune – hvor stor forsøger kommunen dog via sin udviklingskonsulent Sarah Jones at skjule.
Det ligger dog allerede fast, at Næstved Kommunes regning for Obamas meget kortvarige besøg, som minimum løber op i flere hundrede tusinde kroner.
En del af forklaringen på udgiften skal ses i forlængelse af, at Næstved Kommune indkøbte et bagtæppe til 66.000 kroner. Et tæppe brugt ved ekspræsidentens foredrag, hvor der var påført en række af hans mest kendte citater.
Samtidig måtte skatteyderne fx også holde for, da der blev indkøbt 36 ballonsøjler og produceret en film om Næstved, der blev vist som optakt til Obamas foredrag. Mens ballonsøjlerne kostede 25.000 kroner, medførte Næstved-filmen en regning på 15.000 kroner.
Udgifterne til Obamas besøg kom i forlængelse af, at Næstved Kommune gennemførte besparelser på 45 millioner som følge af økonomiske udfordringer – nedskæringer der i høj grad ramte kommunens syge og gamle.
Andre artikler om Barack Obama-besøg i Danmark
Skatteydernes minutpris for Obamas tale i Kolding : 29.166 kroner
Universitet og kommune påstod at ville blive sagsøgt af Obama – men det var rent bluff
Fattig kommune satser millioner af kroner på Obama-besøg – og skærer ned på sine svageste indbyggere
Kommune ser stort på lovkrav : Nægter at oplyse om udgifter til Obama-besøg
Obama-adgangskort uddelt med rund hånd : Universitetsansatte fik billetter til over 200.000 kroner
Vær den første til at kommentere